Anita Houvenaeghel er flyttet fra Hvilsom i Jylland til Søllerød på Sjælland. Hendes billeder er med udgangspunkt i naturen. Hun åbner op, hver gang hun kommer ud i naturen. Noget begynder at ske og forme sig i hendes sind.
Hun debuterede i 1975 på Charlottenborgs Forårsudstilling, og i dag har hun 22 udstillinger bag sig på kunstmuseer i ind- og udland, har lavet 11 kirkeudsmykninger og haft andre offentlige udsmykninger. Hun regnes for en af de meget anerkendte kunstnere. Hun siger: "der findes intet lys uden mørke, uden skygge. Og derfor bør vi søge at opnå fortrolighed med og ved mørket. Er vi bange for mørket kan vi ikke bekæmpe det. Mørket må med."

Søllerød 2017

Bjørn Søndergaard bor og arbejder i Vorupør. Han finder inspiration i naturen eller havet, og når han går finder han strukturer i det sete. Derfor er hans malerier også meget strukturerede eller opdelt i felter. Der er samtidig en lys og poetisk åre i billederne.
Bjørn Søndergaard rejser mange steder i verden, og alt efter hvor han befinder sig, skifter stemningen i billederne. I foråret 2016 udstillede han på Det danske Institut i Athen. Ellers har han en række fine udstillinger bag sig, på kunstmuseer, kunstforeninger og gallerier.

"Op"

Felix Pedersen bor og arbejder i Vorde nær Viborg og i sit sommerhus i Vester Thorup. Han inspireres af fjorden, plantagen og havet, og han arbejder med erindringslandskaber i sine malerier. Herudover arbejder han med akvarel-kridt, når han er afsted på sine utallige ture rundt om i verden. Det er sansede små akvareller med oliekridt og blyant. I sine tegninger og installationer - samt ind i mellem i malerierne - kommer en stærk samfundskritik til syne. Felix Pedersen var i sine unge dage med i eks-skolen.

Akvarel-kridt fra Bali

Finn Have er friluftsmaler, forstået på den måde at han oftest står ude i naturen og maler. Finn Have bor og arbejder i Odder samt på Mors, så mange af landskaberne er fra disse egne, men der findes også billeder fra øvrige egne af Danmark samt fra udlandet. Finn Have fanger lyset og stemningen på netop det tidspunkt, han maler. Han bruger den lokalkolorit, han ser i naturen, men i sine kompositioner har han et usædvanligt perspektiv. Han er subjektiv og ekspressiv i sin malemåde, dvs han maler med brede heftige strøg og i kontraster. Samtidig er hans billeder karakteristiske ved en særlig mildhed i tonen, der på samme tid gør malerierne udtryksfulde og poetiske.
I november 2017 har han en omfattende udstilling på Randers Kunstmuseum, hvor han skildrer storbyernes parker, som en oase eller frirum for travle bymennesker. I 2006 udstillede han ligeledes på Randers Kunstmuseum.

Forårsskov 2016

Maria Leer har haft en markant udvikling siden sin første udstilling på galleri Arte. Her malede hun meget store symbolladede malerier, hvor man fik associationer til både Edvard Munch og J.F. Willumsen. Samtidig med malerierne arbejdede hun grafisk med sit udtryk. I dag har hun kombineret det tegnede og grafiske udtryk med det malede. Umiddelbart ser det ud som om hendes billeder er letaflæselige, for de er udtrykt i et naturalistisk formsprog. Kigger man nærmere efter foregår der ting under overfladen. I dag arbejder hun med en mere collageagtig sammenstilling af forskellige verdener. Hun formår på fin vis at få verdenerne til at nå sammen i et organisk udtryk. Hendes udgangspunkt er naturen med menneskeskikkelser. I billederne forskyder hun størrelsesforholdet mellem menneske og natur. Maria Leer er helt unik på den danske kunstscene.
Hun er uddannet på Det fynske Kunstakademi fra 1988-93.

Jens Bredholt tager sit udgangspunkt i det sete. Han skildrer virkeligheden, som den ser ud, men med stærkt stemningsskabende elementer. Hans streg er levende og intens og hans farver holdt i en særlig kolorit. Hans billeder indeholder desuden dristige og udfordrende kompositioner, så man som beskuer oplever en verden fuld af dynamik og skaberglæde. Man kan se, at Jens Bredholt har gået i mesterlære hos Sven Havsteen Mikkelsen. Jens Bredholt har udstillet på museer, gallerier og kunstforeninger i Danmark, Norge og Cuba.

Vandrer ved havet

Niels Frank har med årene udviklet en fabelagtig farvepalet, der har klangbund i hans sind. Det vigtige for Niels Frank er at få drama og lyrik ind i billederne. Det får han bl.a. via kontrasterne og fordi han maler med brede heftige strøg. I hans malerier aner man minutiøse landskaber i kontrast til de helt store abstrakte landskaber. Niels Frank begyndte at male som 16-årig og han har malet lige siden. Man kan se, hvordan hans maleri har udviklet sig fra 70'ernes og 80'ernes ekspressive maleri, hvor alt var tilladt, til han i 1980 var på en tur til Geilo i Norge, hvor han fik øjnene op for den storslåede natur. Han har siden malet lyriske natur-abstraktioner, men har hele tiden været eksperimenterende og undersøgende i forhold til de muligheder, maleriet har givet.

Sø I

Marianne Fossgreen t.v.
Hun har de sidste 30 år boet og arbejdet ved Gudenåens bredder. Hendes udgangspunkt er skulpturel keramik - store former med rene linjer, der oftest har den menneskelige torso som udgangspunkt. Nogle af hendes skulpturer er med ensfarvede glasurer og motiver fra naturen, andre er med rene stramme linjer holdt i farverne hvid-blå, hvid-sort. Marianne Fossgreens skulpturer passer sammen og smitter psykologisk af på hinanden, men de kan også placeres uafhængigt af hinanden.
Marianne Fossgreen er uddannet på Århus Kunstakademi i 1974-77, og hun har en overbygning på skulpturlinjen samme sted fra i 1986. Derfor arbejder hun i dag skulpturelt med formerne, så det bliver kunst. Hun har et rigt udstillingsliv og ud over det har hun udført adskillige private og offentlige udsmykninger i ind- og udland.

Gudenå-beboere

Pia Skogberg er en tegnernes mester, og hun har da også holdt stregen vedlige lige fra barnsben. Hun er født og opvokset i Sverige, men har gennem det meste af sit voksenliv opholdt sig i Danmark. Hun er daglig leder på Det grafiske Værksted på Kirsten Kjærs Museum i Langvad i Thy, og det er her hun udfører sin grafik, et felt hun både er meget eksperimenterende og undersøgende overfor. Endvidere er hun udstillingsansvarlig på museet. Ud over grafikken er Pia Skogberg maler. Oftest er motiverne mennesker i store altoverskyggende skove, men hun har også lavet parafraser over Edvard Munch, Jens Søndergaard og Diego Velázquez.
Pia Skogberg favner bredt, for hun arbejder ligeledes med bronzeskulpturer og -relieffer. Endvidere eksperimenterer hun med Land-art.

Picnic i skoven

Tine Hind er en af de meget anerkendte kunstnere, der lever og ånder for kunsten. Hun har tegnet og malet siden barnsben, har gået på Århus Kunstakademi samt på Kunstakademiet i Holland og på Statsakedemiet i Poznan i Polen. Hun er kendt for sine skildringer af mennesker i tætte relationer og med almengyldige temaer som kærligheden, glæden, erotikken, hadet, forfaldet, ensomheden og døden, og motiverne er udtrykt med indlevelse og ekspressivitet. Når hun udfører sine intense skildringer er det med en sjælden set nerve. I sine modne år har Tine Hind ændret sig til at være en umiddelbar og iagttagende kunstner til at arbejde med indre sindlige billeder. Hun hæfter sig i dag ved aktuelle voldelige begivenheder som trafficking og massedrab. Der er et symbolsk indhold i hendes billeder samtidig med at de er udtrykt med stor ekspressivitet. I Tine Hinds grafik arbejder hun med træsnit, hvor hun indimellem inddrager koldnål.

Tine Hecht-Pedersen (f. 1958) arbejder med en mangfoldighed i materialevalg og usædvanlige sammenstillinger af tingene. Man bliver aldrig træt af at se på Tine Hecht-Pedersens keramiske værker, så mangefacetterede af leg og alvor, så givende for øjet og sindet. Tine Hecht-Pedersen, denne livsstærke og sprudlende kunstner, mødte sin livsledsagerske, Pontus Kjerrman i 1986. De har hver deres formsprog, men begyndte for nogle år siden at lave et samarbejde omkring fabeldyrene og de keramiske objekter. Pontus Kjerrman siger: "Vi syntes, det var sjovt at lave figurer på hinandens værker. Jeg laver små figurer, der kravler rundt på Tines keramiske objekter."
Tine Hecht-Pedersen tog sin uddannelse på Kunstakademiet i Kbh. (1984-1991), hvor hendes lærere bl.a. var billedhuggerne Torben Ebbesen, Hein Heinsen og Bjørn Nørgaard. Hun tog endvidere akademiets studieforløb om teori og formidling hos Carsten Juhl. Denne kombination af den frie kunst og den pædagogiske indsigt har hos Tine Hecht-Pedersen udviklet sig til en ganske særlig formidlingsevne. Her må man så heller ikke glemme hendes nysgerrighed overfor dem, hun står over for. Inden akademiet havde hun gået på Det frie Akademi i Haag i Holland. Hun fik sin debut meget tidligt, nemlig i 1984 på Charlottenborgs Efterårsudstilling, det år hun blev optaget på Kunstakademiet.

Pontus Kjerrman (f. 1954) er kendt for sine fabeldyr, der indeholder så meget inderlighed, så stærkt et udtryk og følelser, som var de af denne verden. Figurer med menneskekroppe og heste- og kattehoveder. Om figurerne siger Pontus: "I begyndelsen lavede jeg heste og katte, hvor mændene var heste og damerne katte. Heste er arbejdssomme, og katten er et eller andet farligt, som man ikke rigtigt kan stole på. Jeg startede med det i 1984. Da vi fik hund, begyndte de at få en slags hundehoveder. Det blev så ret hurtigt til bjørne. De skal jo være venlige. Man kan ikke bruge nogle grove rovdyr. Bjørne har et eller andet hyggeligt ved sig."
Pontus Kjerrman er født og opvokset i Göteborg, Sverige. Han startede med at lave kunst allerede som barn, gik senere på en forskole i Göteborg. Egl. var han startet som maler, men blev efter opholdet meget optaget af skulptur. Året efter gik han derfor på en anden forskole "Houvedskous Skulpturskole. I 1979 søgte han ind på det kongelige danske Kunstakademi i Kbh., hvor han gik i to år. Fra 1981-84 gik han på stukkatøruddannelsen hos Per Thostrup. I 1985 blev Pontus Kjerrman ansat som lektor i gipsstøbning ved Kunstakademiets billedhuggerskole. Efter 35 års undervisning gik han på pension. Pontus Kjerrman blev fast medlem af Corner i 2004, og han er i dag med i ledergruppen af sammenslutningen, der hvert år udstiller på Sophienholm. Pontus Kjerrman har lavet 30-40 udsmykninger i ind- og udland.
Pontus Kjerrman debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1981.

Kirsten Muchitsch Hesselager gik på Det fynske Kunstakademi fra 1984-90. Hun bor i dag i Kerteminde, tæt på Johannes Larsens Museet. Man kan se, at hun følger i sporene på Fyns-malerne og nogle nordiske landskabstraditioner, hvor farverne, lyset og de stærke kontraster har stor betydning. At hun også er optaget af de strømninger, der hersker i samtiden, kan ses i hendes store papirarbejder, hvor hun på collageagtig vis samarbejder oliemaleriet og tegningen. Motiverne fremstår som visualiseringer og fortolkninger af verden, sådan som den ser ud med kunstnerens øjne.

Erling Tingkær arbejder fortrinsvis med skulpturer og udsmykninger. Han har et finurligt og humoristisk formsprog, hvor fortællingen er væsentlig. Især er han optaget af det figurative, af dyre- og menneskeverdenen. Fx. har han i en af sine udsmykninger 'en flodhest, der går om hjørnet". I øvrigt en flodhest, der er inspireret af Viggo Madsens digtsamling "En flodhest går om hjørnet". Man bemærker et noget fremmedartet præg i Erling Tingkærs værker, og man får umiddelbart associationer til noget ægte og oprindeligt, et slægtskab med det gamle Inka-rige. Erling Tingkær har lavet 25-30 udsmykninger, hvor de foretrukne materialer er bronze, stentøj og fiberbeton. Sammen med den skulpturelle form er der ofte en fysisk funktion til stede i hans udsmykninger, for man kan sidde eller kravle på skulpturerne.
Erling Tingkær har hentet inspiration til sine skulpturer på rejser i Europa, Afrika, Amerika og Asien, men samtidig er han dybt forankret i den fynske muld. Kunsthistoriker Lise Seisbøll siger om hans kunst, "Erling Tingkær er en ener i dansk kunst. Med dette finurlige, figurative formsprog, fuld af fabel- og sagnvæsener, der godt nok er skabt med inspiration fra hans rejser i fjerne lande, men som samtidig er Erlings helt egne opfindelser. Figurerne forestiller ikke bestemte guder eller væsener, nej - med både lune, opfindsomhed og sine steder snerten af genius konstruerer han aldrig før sete væsener med aldrig før sete finesser."

Mand og dyr bytter maske

Helle Vinter arbejder med collage, maleri og skulptur. I sine skulpturer sætter hun små ting sammen, og så opstår der en form og et udtryk. I de seneste skulpturer ser det ud som om hun har hentet ting fra en legetøjskasse, men der er også hverdagsting som fx. tandstikker. Den elegance, der kendetegner skulpturerne, giver associationer til Japan. Fx. har hun bemalet sammenbundne tandstikker i enderne og spredt ud i vifteformer. Hun har da også undervist som gæstelærer på bl.a. Nagoya University og Arts i Japan, så det elegante og lette vifteformede udtryk kan udmærket have forbindelse til nogle japanske inspirationer. Helle Vinter har endvidere spraymalet figurerne, så de ofte har en nogenlunde ens farvetone. Nogle af skulpturerne er opsat i glasmontre, andre er sat i en hvidmalet 3-dimensionel træramme uden glas. Skulpturerne er meget eksperimenterende, humoristiske og finurlige samt helt unikke i sit udtryk. Helle Vinter arbejder også med bevægelige mobiler, igen med vifteformede figurer, men der kan også være fx. hjul og stiger.
Luftigheden og letheden i blandformerne modsvares af tyngden i de bronzeskulpturer, Helle Vinter også arbejder med. Bronzeskulpturerne indeholder en vis dysterhed og alvor, men man kan som i blandformerne også her finde et humoristisk tvist.
I Helle Vinters malerier hersker der en meget fin æstetik. Der er en stramt opbygget arkitektur sammen med andre mere organiske figurer i billederne. Malerierne ligner malede collage-sammensætninger, muligvis inspireret af de mere 'vilde' collager, Helle Vinter også arbejder med.
Helle Vinter er uddannet på Kolding Kunsthåndværkerskole (1977-81) og Grafisk skole, Århus, 1982.

Anne-Marie Pedersen arbejder med akvareller, maleri og video-installationer. Hun er optaget af de billed-universer, der opstår, når hun sammenstiller farver. Hun arbejder lag-på-lag, og hun lader farve-objekterne svæve frit i rummet. Hun benytter ofte grelle farvevirkninger, og de flyvende objekter er runde eller ovale. Hun lader de mest fremtrædende farver være forrest i billederne, så der dannes farveperspektiv. Hun er tillige begyndt at indarbejde kompakte trapper som holdepunkter eller modvægt de svævende objekter. Billedernes udtryk er oftest lyst og lyrisk.
Anne-Marie Pedersen starter ofte med en tegning, som kan gå tabt under male-processen, men ind imellem ses tegningen, så der opstår et spændende spil mellem tegning og farvevirkning. Endvidere finder hun fotografier, som hun bruger i forhold til billederne. Det kan være nogle af hendes gamle fotografier eller fra avisen. Hun finder gerne uskarpe billeder, hvor folk bevæger sig, og det kan fx. blive omdannet til striber i billederne.
I de eksperimenterende video-installationer, Anne-Marie Pedersen har lavet, har hun kombineret det malede med videoen. Fx. havde hun en video-installation med et øje i "Sculpture by the sea" i 2015. I Marselisborg lå det levende øje i jordbunden og kiggede på folk, og rundt om øjet var maleriet. Hun lavede - sammen med Maria Bro - en video-installation af et bankende hjerte, som i 2010-11 blev brugt til en børneudstilling i Aalborg og Esbjerg. Endelig har hun lavet en video-installation, hvor hun hælder farver i vand.
Anne-Marie Pedersen gik i 1980'erne på Grafisk Skole i Århus. I 1986 gik hun på Holbæk Kunsthøjskole. Senere gik hun på Århus Kunstakademi hos Inge Rasmussen.

Max Parylewich (KKArt) arbejder koncentreret og med focus på de to yderpunkter, nemlig det klassiske lodrette og vandrette på den ene side og det romantiske - det runde og arabeskerne - på den anden side.
Det var et vendepunkt for ham, da han så den spanske arkitekt Antonio Gaudis "Sagrada Familia" i Barcelona. Han var især optaget af Gaudis museum i kælderen under den gotiske kirke. Han blev inspireret af den måde, Gaudi havde tegnet parabler i stedet for gotiske buer ved at spænde op i snore, lægge vægte på og tegne linjerne. Max Parylewicz begyndte at arbejde med et logisk og stringent udtryk med tern og grid.
Selv om han er mest optaget af at arbejde med de stramme værker, kaster han sig ind imellem over de romantiske billeder. Han arbejder med de stoflige virkninger af, hvordan formen er og hvordan overfladen kommer til at se ud. Og han arbejder meget pastost med farverne, et enormt tykt lag-på lag-på lag. Som eksperimenterende kunstner kan han godt finde på at feje gulvet og bruge det, det ligger på gulvet i billederne. Hans billeder er oftest mørke med jordfarver, så det skaber en særlig form for dramatik i billederne. Ud over at være eksperimenterende er Max Parylewicz også en undersøgende kunstner. Fx har han med udgangspunkt i en majsstubmark ved Salling lavet et projekt med fotoemulsion. Projektet hedder "Mark" og består af 25 billeder. Når nogle af dem er grønlige, er det fordi de efter fotoemulsionen har fået en grøn lakfarve, der giver transparens.
Det sidste halve år har Max Parylewicz arbejdet med keramisk skulptur, stadig med samme udgangspunkt som i malerierne.
Max Parylewicz har altid tegnet og malet. Han studerede psykologi, men stoppede med det i 1977, hvor han gik på Det jyske Kunstakademi (1977-85). I 1977 var han udvekslingsstudent på et ophold på Kunstakademiet i Budapest. Han gik på Grafisk skole under Lars Munthe og Lene Noer som en af de første. Han har undervist på Århus Kunstakademi siden 1985, og han overtog fagskolen efter Mogens Gissel, da han gik af. Max Parylewicz er nu også gået af, har kun et enkelt hold tilbage.

Lone Borgen (f. 1952) har arbejdet som keramiker i over 30 år. Hun skaber avancerede og nyskabende keramiske værker, og når man træder ind over tærskelen til hendes værksted og galleri, åbner der sig en både eventyrlig og magisk verden. Hvert enkelt værk har sit eget særpræg med en kombination af det skulpturelle og det billedmæssige udtryk. Der knytter sig en fortælling til hvert objekt, og flere af dem er lavet som en serie. Fx "Kunst og kommunikation" hvor Lone Borgen har arbejdet med symboler, kommunikations-satellitter, keyboards og andre teknologiske elementer. Hun har lavet grafiske tryk som collage på krukkerne, en retning hun kalder grafik-porcelænsmaling. Der er skulptur-grupper fyldt med et humoristisk og surrealistisk tvist, der er store barokke krukker og de mere klassiske. Lone Borgen tog til England, da hun var16 år gammel. Hun blev uddannet på Croyden College Art i England i 1976, og hun etablerede eget værksted i Danmark i 1977. Det kunstneriske udtryk, der kendetegner Lone Borgens keramik, har helt klare aner tilbage til 1800-tallets William Morris. Han havde stået i spidsen for den engelske 'Art & Craft-bevægelse', hvor han søgte at gøre kunst og kunsthåndværk tilgængelig for alle. Endvidere etablerede han den moderne 'fantasy'-genre, som man kan se har inspireret Lone Borgen. Noget andet der kendetegner Lone Borgens keramik er det post-moderne, hvor hun forener mange forskellige stilretninger. Hun begyndte endvidere at indarbejde guld i værkerne, noget man heller ikke kender fra de nordiske traditioner. Hun havde mødt Stephen Parry, der var mexikansk keramik, og de rejste rundt i Mexico og så den spanske kultur blandet med den indianske. Interessant er det også, at Lone Borgen arbejder sammen med andre kunstnere om værkerne, bl.a. Tine Hind. I dag samarbejder Lone Borgen kun med sin mand, Stephen Parry.

Steen Rasmussen er uddannet på den grafiske linje på Det jyske Kunstakademi i 1982-87 i Aarhus, hvor han blev undervist af John Olsen og Poul Skov Sørensen. Begge har indvirket på hans måde at udtrykke sig på, men han er også blevet påvirket af mange rejser i udlandet. Især hans årlige ture til Japan gennem de sidste 20 år, men også minder fra tresserne, hvor der var en revival af jugendstilen og dens brug af ornamentik. Antoni Gaudi og Aubrey Beardley var en tidlig inspiration for Steen Rasmussen. Hans udgangspunkt er det figurative motiv og grafikken, men han har senere udviklet en konceptuel side og sætter spørgsmålstegn ved tingene. Han fik inspiration til det rumlige grafiske udtryk efter et besøg i Brasilien i 2006-07. Han rejste rundt til kirkegårde og var meget optaget af de store monumenter og den måde folk iscenesatte sig på efter deres død. Han skulle udstille i Japan senere på året (2007) og her udstillede han for første gang de markante udskæringer i træ. Steen Rasmussen har senere arbejdet en del med døden som motivkreds. Et markant værk "Memento mori" er et sortmalet "bornholmerur", hvor urværket er omdannet til sortmalede døde blomster. I hans rumlige grafik spiller forførelsen/døden en rolle, fx. værker med udskæringer af pigæbler som motiv. Forførende smukke, men pas på - døden lurer lige om hjørnet!

"Memento mori"